PRÆSTØ

PRÆSTERNES Ø - DET VAR ENGANG EN Ø

VOR FRUE KIRKE

ANTONITTERMUNKEKLOSTER

EN MUNK MED EN GRIS - ER DET EN ANTONIUS GRIS?

ET T-FORMET THAU-KORS

MELDRØJE OG HVAD DET KAN MEDFØRE

EN KIRKE - JA, DER ER FAKTISK TO-I-EEN

EN FANTASTISK ALTERTAVLE

ET UNGDOMSKOR - AF PIGER

EN GUDSTJENESTE KL. 13.00 FOR ÆLDRE - OG SÅ ER DER KAFFE OG BRØD BAGEFTER

ET KÆMPE ANLÆG MED HOTEL OG RESTAURANT

ET VANDTÅRN DER LIGNER KIRKEN - STÅR DER FORDI VANDET BLEV FOR RINGE

EN SHERIF OG HANS MARKEDSFØRING AF KØGE

Navnet Præstø er ikke misvisende, da der er tale om en ø, som først i begyndelsen af 1800 tallet blev gjort landfast.
 

Forstavelsen Præst- henviser formentlig til benediktinernepå Skovkloster (nu Herlufsholm), der i en periode ejede øen, altså Præsternes Ø.

Byens ældste bygning er kirken fra slutningen af 1400-tallet.
I 1470 skænkede Christian I kirken til Antonitterordenen i Slesvig, og munkene begyndte et klosterbyggeri, hvor kirkegården er i dag.

De udvidede også kirken med et sideskib udformet som tre blændingsgavle.
 

Kirken, der således fremstår som en dobbeltkirke, er i høj grad et besøg værd på grund af sin udsmykning, især Abel Schrøders altertavle.

Klostret blev nedrevet efter reformationen – til minde herom står træskulpturerne ved
Fjordstien, blandt andet et antonitterkors.
 

 
 
 
 
Her den gamle Toldbodbygning. Præstø - oprindelig en ø var en overgang en driftig havneby.
 
 
 
 
 
 
Det er ikke lige til at se, at der er turistbureau i vandtårnet. Nå, men så bliver man jo heller ikke overanstrengt.
Her hvor kirkegården nord for kirken er i dag lå Antonittermunkenes kloster. Der er intet tilbage af det i dag. Det ophørte med reformationen i 1536, men de har nok haft mulighed for at være her lidt længere. På nordsiden af kirken kan ses, at der har været en forbindelsesgang til klosteret.
Byens vandtårn fra 1904 bygget i en stil der matchede kirken. Den lokale vandforsyning var blevet forurenet, så man måtte lige hente vand vestfra.
I dag er der turistbureau i tårnet.
 
 
 
 
Udsigt over lystbådehavnen. Helt ude til venstre kan man lige ane Thau-korset og Munken med grissebassen.
Her er præsteboligen med mere med den herligste udsigt over Præstø Fjord.
Man kan leje sig ind her på bed- and breakfast.
I den katolske tid var det et munkekloster. Det var munkeordenen Antonitterne der var her. Der er også en trægris - jeg ved det ikke, men er det disse munke der har fremavlet Antoniusgrisen? Det er dog næppe tilfældet, da denne gris er en krydsning mellem tre griseracer, man hvorfor skal den så lige hedde Antoniusgrisen?
 
 
Her hovedgaden. Der går en sti tværs over fra Præsteboligen som er en kæmpeejendom med udsigt over Præstø fjord - til kirken over kirkegården.
Vi møder præsten i fuldt ornat. Vi får lige hilst på ham, men han må hastigt videre.
 
Her præsten i hastigt trav over perlegruset. Det har man ikke sparet på her på såvel stier som gravsteder.
Her ligger så Politimester i Køge Vagn Bro begravet. Han blev landskendt som en moderne sherif. Sheriffens ord er lov - som bekendt. Han var tit i ugepressen - specielt billedbladet. Han inviterede kendisser til byfester med videre. Bedst kendt er Vivi Bak og Josephine Baker.
 

Niels Frederik Severin Grundtvig var præst i Vor Frue kirke i et år. Hans mor ligger begravet her. Han kom ellers fra Udby.

Vagn Hans Christophersen Bro (17. februar 1894 i Kolding - 22. december 1966 i Faxe) var en dansk politimester og folketingsmedlem.

Han var søn af overlærer J.C. Bro (død 1941) og hustru Nicoline født Hansen (død 1938) og blev i 1949 gift med Ane, datter af gårdejer Rasmus Nielsen og hustru Ingrid født Persson.

Han blev student i Kolding i 1912 og cand.jur. i 1919.

Han var medredaktør af Dansk Folkestyre 1915-16, juridisk manuduktør 1919-28, sekretær i Østre Landsret 1919 og sekretær i finansministeriet 1919-20. Han var konstitueret politimester i Præstø købstad og Vordingborg Nordre Birk 1928-30, fuldmægtig ved Østre Landsret 1930, konstitueret politimester for Hasle m.fl. herreder i samt Frijsenborg-Faurskov Birk 1934, politimester i Præstø i 1935, i Køge og Haslev fra 1943.

Han var medlem Folketinget for Venstre for Stege-Vordingborg i 1920, for Bogense-Middelfart 1926-35, for Ruds Vedby 1939-45 og for Vejle Amt fra 1953.

Han var medudgiver af Møens Dagblad 1921.

Han blev landskendt ved at give sig selv en fartbøde, at give en herreløs hund logi i arresten julen over i 1949, og senere i 1950 ved at lade en påkørt kat aflive og begrave på det offentliges regning. Og i 1958 for at køre i karet ved karnevallet i Køge med en letpåklædt skuespiller, Vivi Bak.

Han har udgivet:

"Politimesteren fortæller" (1965)
 

Bro, Bak og badepiger - et billeder fra Køge i 1950'erne. I 1958 dukkede Vivi Bak op som det danske svar på Birgitte Bardot. Køges politimester Vagn Bro hyrede straks den fotogene sexede pige til byens karneval. Her er hun i Ole Lukøje py og med en lille pyntelig prinsessekrone på hovedet. Vivi tog til Tyskland og gjorde karriere dernede som filmskuespillerinde og sangerinde. Jeg erindrer disse billeder fra min teen-age alder. Jeg synes sørme hun var en dejlig en. En anden ting er, at jeg synes at politimesteren var en farverig person, der forstod at markedsføre Køge og selvfølgelig sig selv - han var jo også en politisk ræv.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Pludselig mens jeg går herinde går man i gang med en gudstjeneste. Der er orgelbrus og salmesang med et helt kirkepigekor.
Da pigerne går i gang bliver der straks skruet ned for niveauet på høreapparaterne.
Jeg sætter mig helt bagest og helt til venstre. Så kan jeg få et billede af menigheden og altertavlen - som jeg gerne ville have set nærmere på og af pigekoret.
Vi synger salmen "Alt hvad som fuglevinger fik". Så skal vi stå op og bede sammen. Man anvender en ældgammel liturgi, så koret kan synge med og synge Arh-arh-aah-mæ-æ-æn.
Så sætter vi os. Men skal straks op ad stå igen.
Nu kommer teksten: Esajas bog.
Inden alle sætter sig er jeg diskret listet af, men kone venter udenfor og jeg er bestemt ikke lige til Esajas.
Ved udgangen møder jeg kirketjeneren. Jeg forklarer ham hvorfor jeg er der.
Vi går udenfor og får en halvtime lang snak om kirken og menigheden og meget mere.
"Vi har en gudstjeneste her hver søndag kl. 13.00. Så kommer der en sådan 10-15 ældre. Det er ikke på grund af gudstjenesten, men bagefter er der gratis kaffe og kage i huset lige her overfor."

Jeg tænker i mig selv. Hvis behovet hos de ældre er socialt samvær. Kunne man så ikke bare holde sig til det. Skal de gå det her igennem. Det er ligesom hvis man er alene og ensom og ikke særligt ved muffen juleaften. Så kan man gå til de juleløses julefest og blive beværtet, men man skal den on-de-me ly-ne-me tvangsindlægges til fællesbøn og andet religøst tingel-tangel. Underlig form for næstekærlighed. Den er nærmest nyliberal: Noget-for-noget.
 

Kirkens pigekor i fuld vigør. De er både kønne og synger fortrinligt. Dog i så højt et leje at jeg enten må synge en basstemme som andenstemme eller holde kæften lukket.